Gyldendal indgår forlig med Claus Clausen
Dato: 14. november 2017

Gyldendal indgår forlig med Claus Clausen

Gyldendal og Claus Clausen har indgået forlig i sagen om manglende betaling af honorarer og royalty til rettighedshavere i forlaget Tiderne Skifter, som Gyldendal købte af Claus Clausen 1. februar 2016. Forliget betyder, at Claus Clausen betaler en erstatning til Gyldendal. Erstatningen modsvarer det beløb, Gyldendal har efterbetalt til rettighedshaverne i Tiderne Skifter. Parterne har aftalt, at Gyldendal frafalder øvrige krav, herunder i forhold til købesummen og har aftalt, at erstatningsbeløbet ikke offentliggøres.

Claus Clausen beklager sagen: ”Jeg har været Gyldendals omfattende materiale igennem, og jeg må erkende, at der har været fejl i afregningerne til forlagets forfattere og andre rettighedshavere samt tilfælde af uberettiget udnyttelse af rettigheder. Det beklager jeg dybt, og jeg er glad for, at jeg nu via aftalen med Gyldendal selv har afregnet enhver sit til Tiderne Skifters samarbejdspartnere gennem mange år. ”

Direktør i Gyldendal, Elisabeth Nøjgaard udtaler: ”Det er godt, at vi har fået denne sag afsluttet i mindelighed. Vi har i de seneste måneder i samarbejde med Claus Clausen fået afklaret en række forhold omkring danske oversættere og forfattere samt andre rettighedsforhold. Nu kan vi lægge dette triste forløb bag os og koncentrere os om at varetage de mange fine forfatterskaber, som var grunden til opkøbet. Tiderne Skifter fortsætter som et imprint under Gyldendal på linje med andre opkøbte forlag, og det vil afhænge af forfatternes ønsker, om værkerne præsenteres under Tiderne Skifter-navnet eller som en Gyldendal-udgivelse. ”

Tilmeld nyhedsbrev

E-mail